Medmindre at du, i den sidste månedstid, har været ude af
kontakt med omverdenen, boet i en grotte på Barbados (vi holder os til resorts
med navne som Golden Palm, Tropical Paradise, og lignende) eller bare holder
dig fra alt hvad der hedder radio, tv og internet – så har du ikke kunne undgå
at blive bekendt med Daft Punks nyeste skud på stammen – eller kokosnød på
palmen, om man vil – ”Get Lucky”. En lækker 70’er præget hymne med selveste
Pharrell Williams på vokal, som giver selv de mest rytmeløse mennesker, lyst
til at bevæge hver en legemsdel uanset tid og sted. Et nummer der giver de
fleste lyst til, at hoppe i et par spraglede trompetbukser, åbne en ekstra knap
i skjorten og proppe en ekstra oliven i martini-glasset.
Det er et vaskeægte hit, og vil sikkert også – undskyld
ordvalget – blive voldtaget resten af sommeren. Og selvfølgelig gav det os
kæmpe forventninger til deres dugfriske plade ”Random Access Memories”, der kom
ud i dag (hip som hap, alt efter hvor i verden du bor). Hvis man ser bort fra soundtracks,
remix-plader, og live-albums, så er Daft Punk altså tilbage efter godt 8 års
pause. Efter 8 år, med forventningerne helt i vejret, kunne man frygte at det
ville skuffe. Men så må man lige tænke logisk og vende tilbage til
virkeligheden – Det er Daft Punk. Daft Punk skuffer ikke.
Og ganske rigtigt – Random Access Memories lever op til alle
forventninger og alt hvad man kunne håbe på. Igennem hele skiven, fra track 1 ”Give Life Back to Music”
til track 13 ”Contact”, bevæger vi os igennem en lækker kombination af 70’er
synth og fremtids-elektronika, og som jeg sagde til tropens anden halvdel
tidligere;
Det er som at leve i Vice City. Som hvis Drive foregik i
Vice City.
Det er om muligt, det bedst beskrivende (og klogeste)
undertegnede har sagt, længe. Med skivens numre som ”The Game of Love” og ”Lose
Youself to Dance” er det heller ikke svært at forestille sig universet vi
befinder os i – og selvom vi for en stund er tilbage til dengang hvor tøjet var
ekstra farvet og discokuglen blev opfundet – så har Daft Punk stadig holdt fast
i house-lyden og det mere elektroniske, som tydeligt høres på pladens sidste
nummer ”Contact”. Albummet afsluttes med et brag, og på en enkelt nytårsaften,
gik vi fra 1978 til 2013.
Random Access Memories bliver soundtracket til min sommer –
den er stensikker. Og med det sagt, er der heller ingen grund til at give
pladen mindre, end 6 ud af 6 palmer. Ja, kald mig bare flottenheimer.
Hvis du endnu ikke har hørt albummet (der ellers har været
til fri stream, i sidste uge) har du hermed ingen grund til IKKE at købe det på
iTunes eller downloade det (hvis du er kriminel). Hvis du sågar stadig halter
på det teknologiske niveau og hører til den gamle skole, så skynd dig forhelvede
ned i FONA og køb et fysisk eksemplar.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar